Olaf Poulsen
(Da han forlod Teatret).
(Da han forlod Teatret).
Han kom med Fart, som en Mørserkugle,
og sprang som Bomber med tusind Knald,
saa den sørgmodigste Visdomsugle
faldt af sin Pind med et Latterskrald.
De vilde Løjer ophvirvled Støvet.
Og dog indaanded vi havsalt Luft.
Og skønt Fornuften blev dybt bedøvet,
blev alle fyldt af en dyb Fornuft.
Hvem har vel stoppet den Bombetønde
saa fuld af Lunets og Viddets Aand,
af Løjer, Latter og lystig Ynde,
saa den har mestendels sprængt sit Baand.
Da Fauner leged en Dag Soldater,
anført af Latterens unge Gud,
blev Olaf proppet fuld af Granater
og fyret af med et mægtigt Skud.
Ak, milde Guder! I hørte Braget.
En Eksplosion; men der randt ej Blod.
Den Latterbombe, som løfted Taget,
bevirked netop, at Huset stod.
Thalias Ansigt i Afskedsstunden
er bleven blegt og kan ikke le,
som Melpomene, hun krænger Munden.
Thalia tuder — en Ynk at se!