Tre Magter var i Mandens Sind
i Samklang til en Tid.
Saa blæste der en fjendtlig Vind,
og alt blev bitter Strid.
Først døde Kærlighed. O Gud,
sin sørgelige Død.
I Dagens Kulde, Rusk og Slud
og sank i Glemsels Skød.
Men Kødets Vilje var der end.
Den lever højt i Nød.
Omsider døde ogsaa den,
kun En var ikke død.
En, som var stærk og sejg og haard
holdt ud endnu og skrød,
men selv Forfængelighed faar
tilsidst sit Naadestød.
Nu var der ingen mer, der stred,
for alt var Halm og Hø,
og alle tre laa sænkede
i Glemsels dybe Sø.
Da hørtes der en Klagesang
fra den tilfrosne Sø.
Det var den døde Kærlighed.
Den kunde ikke dø.