De kender Fablen om Fanden,
der var i en Nøddeskal gemt.
En Smed blev trods Hamren og Banden
baade skuffet og siden skræmt.
Thi Fanden og Nødden tog Skorstenens Vej.
Se saadan en Smed er jeg.
Og Smedjen, det er min Hjerne,
og Nødden det Spørgsmaalstegn
om Hemmelighedernes Kerne,
der gemmes bag Skallens Hegn.
Tit dundred jeg løs paa den stakkels Nød,
men aldrig jeg Skallen brød.
Thi er den i Hjernens Kammer,
den narrer mig ved sine Spring,
og altid ved Siden jeg rammer,
og Nødden hopper omkring.
Saa slaar jeg et rasende Slag tilsidst,
da bruger Nødden sin List.
— —
Med ét er der tomt bag Panden,
og Smeden staar dum som en Stud.
Jeg tror i den Nød var Fanden
— hvis det da ikke var Gud.