Kalliope
→
Poets
→
Sophus Zahle
→
First lines
Sophus Zahle
(1797–1837)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Af Himlen ingen Børn Du fik
Ak! en Tidende saa sørgelig
Ak! i Borgens lyse, gjestfrie Stue
At Alt i Eet kan føles, tænkes, skues
B
Bort Du drog med bitter Smerte
C
Corpus nunc curandum est
D
Da nær din Faders Trone
Danmark! Du er os det kjæreste Land
Den er forhaanden, din Fødselsdag
Den gamle Dannebarde higer
Den vrede Ægir fnyser
Det er en gammel Skik at drikke
Det gamle Aar er svundet
Det var i Efteraarets Tid
Du altfor kort iblandt os stod
Du bød os ud paa eviggrønne Eng
Du eiegode Moder!
Du raske Fugl, sving kjæk Dig mod din Himmel!
E
Efteraarsstormen paa susende Vinger
Elskelige Ven! Dig Gud ledsage
En Guldsmed i sit Værksted stod
Enigheden sammenbandt
Es ist vollbracht; ein frommer Streiter
Et Land jeg veed; det ligger ei paa Jorden
F
Farvel, Du lykkelige Aand!
Farvel, Du skjønne, dyrebare Strand!
Farvel, Farvel, min Fæstemø!
Farvel, I Kjære! græd ei ved min Død!
Fjernt fra din kongelige By
Flora smiler alt bag Rosenhækken
Fra Hroars klare Kilde
Frederikke! o, bliv rig paa Fred
Følg mig da nu til Skovens dybe Indre
Før Farvel jeg kunde sige
G
Geschlagen hat die ernste Stunde
Gjenfødt nu i Sorøskoven
Gud! Verdner skabtes ved din Haand
Gyldne Blomst fra Edens Have
H
Halvhundred Aar ved Danmarks Ror
Har Du siddet nogensinde
Hellig vorder min Barm, hvergang min Tanke Dig tænker
Her har Du Hansens Skifteret
Her svandt din Morgenstund saa glad
Herligt viser Clios Fakkel
Herr Baldrian, en drabelig Helt, jeg vil Jer beskrive
Hr. Jens, han seiler fra Sjølunds Ø
Hvad Herren planter, frisk skal staae
Hver Ynglings Hjerte saa aabent staaer
Hvergang jeg i Himlens lyseblaae Sø
Hvi mægted’ vel aldrig den fjendtlige Arm
Hvo mærker nu Novemberkuld?
Hvo vinked’ os til denne Kreds?
Hvor blomstrer Jordens bedste Lyst?
Hvor er Du, som først mig Harpen gav
Hvor er Skjønheds Roser uden Torne?
Høit jubler hele Danalund
I
I Bethlehem var Lyset tændt
I Danmark er det skjønt at bo
I Danmark jeg fødtes, og der vil jeg døe
I Græsset staaer liden Martsviol
I Livets Dal en Rose staaer
I Livets Tal en Rose staaer
I Støvet er ei vort blivende Sted
J
Jeg gaaer saa tryg og rolig
Jeg kjender et Land, som har Bølgen til Vold
K
Kjender Du, Dana! dit Tab? Ak, veed Du, Hvem Du har eiet?
Kjærlig, som Solen paa Himmelens Bue
Klart straalende fra fjerne Hedenold
Kong Christian lægger ned sit Sværd
L
Lang var Kampen, længe Smerten plaged’
Let flagrer den lille Kanariefugl
Lina elskte høit sin Cithar
Lys oprandt den sidste Maidags Morgen
M
Mainymphens milde Aande
Maisolen vinked Hulda i Foraarsluften ud
Mange Hænder idag Dig række glimrende Gaver
Margretha bygged her sit Slot
Med Guderne fortrolig
Mellem Snee og Vinterkulde
Mon paa Herreborgen ene
Moralisten siger vel
Muser ere vakkre Piger
N
Nu fryse Nordens Vande
Nu smiler Rosen ikke meer
Nu vi forstaae Horats, Homer
Naar Digteren sin gyldne Lyra slaaer
Naar her de gamle Minder
Naar Toner liflige og søde
O
O, hvor Natten hellig stille
O Venskab! høie himmelsendte Gave
Og nu Farvel, min Menighed!
P
Phantasien vinker blidelig
Paa Danmarks jevne Sletter
Paa denne Høi den Hulde stod
Paa Jorden hersk! saa Himlen bød
Paa Leireborg Rolf Krage staaer
R
Rig paa Ynde
Robinson paa fjerne Ø
S
Sandhed, Du ubestikkelig rene. Du himmelske Vidne!
Schön ist die frische Morgenröthe
Skal Digterfuglen paa sin Vinge
Skjøn er vor Lod, vor Lykke stor
Snart Du drog fra Hjorden, ædle Hyrde!
Solen stiger herlig paa sin Bue
Solen staaer paa Himlens Bue
Som Barn i Bondetrøie
Som Sangen sig med Digtet huldt forbinder
Saa er Du barnløs, gamle Digtergubbe!
Saa hører jeg da nu, skjøndt langt om længe
Saa melder Danmarks Saga
Saa venlig smiler den friske Mai
T
Thalia er en vennehuld Gudinde
Tiden flygter paa sin Vinge
Tidt tænkte jeg for med Forundring paa
Tør den yngste Skjald i Herthaskoven
U
Ulysses foer saa vidt omkring
V
Vandrer stille paa Charlottenborg!
Venlige Maane!
Venskabs Engelen til mig nediler
Vi sigte Alle til eet Maal