Pigen paa Høien
(1826)
(1826)
Paa denne Høi den Hulde stod,
Opløftet over Jorden;
Og Marken under hendes Fod
Var mig en Ørken vorden.
For hende Sletten yndig laa;
Jeg ikkun min Louise saae.
O, Wilhelm! hvor er Aftnen skjøn!
O, see de gyldne Skyer!
See Sommerskoven mørkegrøn,
Og hist de vakkre Byer!
Mon der er noget Bedre til,
End dette søde Tryllespil?
Louise! noget Bedre til,
End Skyer, Skov og Hytter?
Det Syn, som jeg Dig nævne vil,
For Himlen ei jeg bytter.
En Engel aabenbared’ sig
Vel hundred Gange alt for mig.
Nys saae jeg Englen her at staae
I Uskylds hvide Klæder;
Den blonde Lok paa Skuldren laa,
I Øiet Himlens Glæder;
Og Kinden var saa lifligrød,
Som Morgensolens friske Glød.
Et Guddomssprog i Øiets Blaa
Til alle Hjerter taler.
Men Ord ei tolke, hvad jeg saae,
Og Farven det ei maler.
Skal Englen males uden Feil,
Da træd, Louise, for dit Speil!
Ja! Du, min Elskte! Du, mit Liv!
Du mig af Støvet vakte;
Ved Kjærlighedens Skaberbliv
Du først mig Livet rakte.
O! mon jeg da bedrager mig,
Naar jeg en Engel seer i Dig?
Nei! det er intet Sværmeri —
Ved Gud! Du er min Engel,
Min Himmelblomst paa Jordens Sti,
Paa Uskylds Liliestengel;
Du flytter med Dig, hvor Du gaaer,
Min Sang, mit Liv, min Glædesvaar.