Sophus Zahle (1797–1837)

Saa hører jeg da nu, skjøndt langt om længe,

En lille Smule Lyd fra Zahles Lirestrænge!

Jeg Lirendreieren har længe nok strengeret,

Men ak! Det slemme Skarn mig stedse har fixeret

Med Løfter, som jeg troede tomme Løfter.

Nu springer jeg med Eet hen over Tvivlens Grøfter.

Saa slap da Herlufsholm og Kærlighedens Længsel

Behende ud af deres brune Fængsel!

Nu kan jeg, tænker jeg, med Tiden haabe flere;

Thi om jeg husker ret, har han mig lovet mere;

Dog hvorom Alting er, jeg nøies dennesinde;

Men nøler han igjen, jeg atter skal ham finde.