Muser ere vakkre Piger,
Evigunge Uskyldsmøer.
Sekel efter Sekel viger,
Aldrig deres Skjønhed døer.
Hist i Tempes Klippedale
Spøgte de for tusind Aar,
Fletted’ Krandse ved Kastale
Om Homers og Pindars Haar.
Chor.
Hellas sank med al sin Vælde,
Fandt ei meer en Leonid;
Musens Værk kan Intet fælde;
Det staaer fast til evig Tid.
Romas Ørn fast hele Jorden
Krysted’ i sin stærke Klo;
Krigens frygtelige Torden
Undte Musen liden Ro.
Dog hun ogsaa Rom har fundet,
Varmet Latien ved sit Smiil:
Vældens Obelisk er svundet,
Evig er Horats, Virgil.
Chor.
Styrtede er’ Magtens Haller;
Ei man frygter Capital.
Men før Himlen sammenfalder,
Slukkes ikke Musens Sol.
Saga kan, som Clio, sige,
At ei Muser Norden flye.
Ofte ned de til os stige,
Gjennembryde Taagens Sky.
Os de have sammenkjædet
Med et helligt Broderbaand:
Os de have ofte glædet,
Fyldt begeistrende vor Aand.
Chor.
Helligt er os Musanavnet,
Helligt vores Broderbaand;
Svigter Verden, da for Savnet
Trøste Muserne vor Aand.