Multis ille bonis flebilis occidit,
Nulli flebilior, quam mihi.
Hor.
Kjender Du, Dana! dit Tab? Ak, veed Du, Hvem Du har eiet?
Nei! Du begriber det ei, Hvad Du mistede nys.
Naar Erobreren gaaer med Laurbærkrandsen om Isse,
Ham beundrer Du flux, hans Bane fulgte dit Blik.
Verdensglimren blænder dit Syn; Du seer ei de Taarer,
Hvilke væde hans Spor, hvilke plette hans Sværd.
Verdensglimren blænder dit Syn; Du seer ei de Stæder,
Som, nedfaldne i Gruus, raabe til Himlen om Hævn.
O! men den høiere Daad, men Aandens største Erobring
Skjuler sig tidt for dit Blik. Hvad der er størst, Du ei seer.
Stille i eensomme Sal betænker den aandfulde Statsmand,
Hvad der befordrer dit Vel, hvad der afværger din Meen.
Morgensolen ham seer at tænke for Dig med Iver;
Skumringen finder ham end pønsende dybt paa dit Vel.
Men Du seer ei hans Daad, Du kjender ikke hans Stræben;
Kan det bebreides Dig da, naar Du paaskjønner ham ei?
Nei! o nei! han lønner sig selv, hans Daad ham belønner,
Og — hvad Du ikke seer, det Fyrsten skuer og lønner,
Statsmandens Idræt han seer klarligt, som Heltens Bedrift.
Ja! Du Ædle! han skued din Daad, han kjendte dit Snille:
Frederik saae, hvad Du var, Frederik Julius Kaas.
Ærligt brændte din Aand for Danmarks Lykke og Hæder,
Trofast virked din Flid for dit Fædreneland.
Som din Farfader Niels, Du virked, leved og døde
Med din Konge, dit Land dybt i Hjerte og Sind.
Herlige Død, at drage fra Jord med hæderligt Minde!
Herlige Liv, at leve hos Gud med sin jordiske Id!
Og, o sjeldneste Død, o store Himmelbelønning,
Hist at møde sin Brud, uden at ahne det selv!
Hist i de Saliges Land kom, til Dig som din Valkyrie,
Klædt i Englenes Dragt, Kirsten, din jordiske Viv.
Ak! din Løn vi forstaae, men og vort Tab vi maae føle;
Hvad Du i Himmelen vandt, tabte dit Danmark i Dig.
Længe savnes Du vil, og silde vil Du erstattes;
Kun hvert hundrede Aar Phønix flyer af sit Støv.
Men velsignet være dit Navn til sildigste Slægter!
Aldrig glemmes Du skal, mens der er Hjerter i Nord,
Slumre sødt i de Dødes Capel ved Siden af Herluf,
Mens din herlige Aand hist sig fryder med hans;
Og naar ved Suusaaens Bred de muntre Ynglinge græde, —
Kaas! de græde for Dig — Faderen døde for dem.