Frederik den Sjettes Fødselsdag
(1828)
(1828)
Danmark! Du er os det kjæreste Land,
Som Bølgernes Arme omslynge.
Fra Arildstid Hæder bekrandste din Strand,
Din Roes maa Alverden besynge.
Du yndig staaer:
Nye Krandse Du flættter Dig hvert Aar.
Vel kalder Dig Stolthed det fattige Land;
Men hvad monne Rigdom betyde?
Af Fjelde ei Guldet opgrave vi kan,
Ei Sølvet i Gruberne bryde.
Af Kjærligheds Guld
Vor Barm er fuld;
Vi unde de Andre blanken Muld.
Og Mange Dig kalde saa liden en Plet;
Men hvad har det Store at sige?
En Have med Roser og Eimigforgjæt
Er ofte langt meer end et Rige.
Smukt grønnes vor Lund
I sølvblaae Sund;
Guldblomsterne smykke Engens Bund.
Men Alle Dig kalde en lykkelig Dal.
Ja! Dannemark! stor er din Lykke:
En Fader Du har i Kong Frederiks Sal,
Hvem Dydsdiamanterne smykke.
Gud signe hans Id!
Gid Himlen blid
Maa krone hans Daad til sildigst Tid!