Sophus Zahle (1797–1837)

Et Land jeg veed; det ligger ei paa Jorden,

Det har ei Øst, ei Vest, ei Syd, ei Norden,

Og intet Skib kan seile til dets Kyst.

Men der — kun der har salig Glæde hjemme;

Og der — kun der vi alle Sorger glemme, —

Kun der behøver Hjertet aldrig Trøst.

Du kan det ikke ved Magneten finde;

Ved Guld og Staal Du kan det ikke vinde;

Men Hjertet peger, som en tro Magnet.

Naar from Begejstring Aandens Vinge hæver,

Naar Hjertet af en hellig Glade bæver,

Det bli’er som gjennem Morgentaage seet.

Men, ønsker Du ved denne Kyst at lande,

Ved Troens Ror, paa Fromheds Skib Du stande!

Dit Haab, din Tillid da ei slaaer Dig feil.

Om end Sejladsen langsomt fremad skrider,

Du paa en sikker Kjøl til Maalet glider;

Tilsidst Du Havnen naaer for fulde Seil.

Er Maalet naaet, Dig Fredens Engel favner;

Du finder Alt, hvad her din Længsel savner,

Du virker, stræber, seirer uden Strid;

Du bader Dig i Salighedens Strømme;

Du drikker Fryd, men kan ei Bægret tømme;

Du føler, lever uden Rum og Tid.

Hvor Rummet er, der maa Du Grændser skrive;

Hvor Tiden er, kan Du ei stedse blive;

Men dette Land har intet Firmament;

Det grændseløst sig over Tanken strækker,

Har ingen Sol, som dysser og som vækker;

Ei Lyset slukkes, naar det der er tændt.

Dets store Skjønhed Sjælen kun kan skimte,

Naar Himlens Straaler ned til Aanden glimte;

Men Ingen, Ingen det formaaer at see.

Bag Tankens sjeldneste og bedste Funker

Det, hyllet ind i hellig Dæmring, prunker

Som Stjernerne bag Melkeveiens Snee.

Men Mange stræbte dette Land at nævne:

Hver Læbe har det nævnet efter Evne;

Hver døber Tanken paa sin egen Viis.

Kald det Guds Himmel, kald Du det Guds Rige —

Et Glædens Eden er det uden Lige;