Frederikke! o, bliv rig paa Fred,
Paa den Fred, som Fromhedsenglen bringer!
Gid den stedse følge dine Fjed!
Gid din Aand den give Englevinger!
Nu Du veed, hvor Fredens Palmer groe,
Gid i deres Skygge Du maa boe!
Dorothea! Gud Dig skjænkte mig;
Dyrebar mig var den store Gave.
Gid jeg maa til Himlen føre Dig
Ad din Vandring gjennem Livets Have!
Ja! mit Barn! Du gik fra Himlen ud;
Fromhed fører atter Dig til Gud.
Lilien blomstrer stedse i dit Navn;
Gid den aldrig visne i dit Hjerte!
Uskyld fører Dig til Himlens Havn,
Uskyld læger venlig Sorg og Smerte.
Blomstrer Uskyldslilien i dit Skjold,
Bli’er Du aldrig for det Gode kold.
Gid Du ofte denne Bog opslaae!
Ogsaa deri Guddomsordet taler.
Tidt din Bøn til Himlens Sale gaae!
Ordet giver Kraft, naar Aanden daler.
Og naar Ordet Tonens Vinger faaer,
Det begeistrende dit Hjerte naaer.