Sophus Zahle (1797–1837)

Nu smiler Rosen ikke meer,

Af Glemmigeier er ei fleer,

Ei fleer af Lilier hvide;

Men Venskabs Blomstens høie Pragt —

Den trodsed’ Solens Straalemagt,

Den Blomst, den kan jeg lide.

Snart falder Egens Blad til Rod,

Og søndertrædes under Fod,

Før Vintren endnu kommer.

Langt meer jeg priser Venskabstræ,

Det har mod Livets Storme Læ

I Vinter, Vaar og Sommer.

Hiin skjønne Blomst af Dig jeg fik;

Thi skuer jeg med freidigt Blik

I Livets Bølger vilde.

Som Olie glider over Vand,

Jeg gjennem Livet svæve kan

Blandt Venskabs Blomster milde.

Og denne Blomst saa spæd og bly,

Den skyder sig som Eeg mod Sky,

Naar Modgangs Bølger bruse.

Den breder ud sin Kæmpearm,

Og mod dens faste Egebarm

Forgjæves Sorger suse.

Derfor med inderligt Behag

Jeg hilser, Ven! din Fødselsdag;

Gid Dig min Sang maa røre!

Naar trofast Venskab Harpen slaaer,

Dens Toner vel til Hjertet naaer,

Og ei blot til dit Øre.