Rasmus Nyerup
(1829)
(1829)
Som Barn i Bondetrøie
Han gik paa fyenske Vang;
Da agted han heel nøie
Paa mangen Fortids Sang.
De kolde Runestene
Han gik ei kold forbi;
Til Høien med Heltes Bene
Han steg ad smalle Sti.
Saga fra Odins Himmel
Saae til den Knøs saa bold,
Og visted den gamle Skimmel
Af blanke Runeskjold:
„Dybt seer hans Grandskerøie
„I Odins Storbedrift,
„For ham jeg vil det føie
„At tyde Runeskrift.”
Og Ungersvenden læste
Saa stadig i gamle Bog;
Og Sagas Aande blæste,
Saa Støvet paa Flugten drog.
Klart blev det for hans Øie,
Hvad dybt i Mulmet laa;
Nu spared han ingen Møie,
Den sjeldne Skat at saae.
Da samled sig spredte Toner,
Som føre saa længe vild;
Til gamle Kongekroner
Ham Saga ledte mild,
Og Hvad han saae, han risted
I Tavlen med trolig Flid,
Og Taageskyerne bristed
Alt for hans lyse Id.
Nu staae hans egne Bøger
Som Vidne om Sagas Gunst;
For mangen Grandsker, som søger,
De sprede den tykke Dunst.
End mellem Bogsalens Rækker
Svæver hans ordnende Aand,
End Viisdomsskatten udstrækker
Hans villigt hjælpende Haand.
Men under Christians Kirke
I Aandens Kongegaard,
Hvor Ynglingen saae ham virke
Alt i de mange Aar,
Der Bogen ei mægter at bøde
Paa Mandens tunge Savn;
Ak! Sønnehjerterne bløde
Ved tabte Faders Navn.
Nu han velsignet være,
Velsignet i sin Grav!
Længe det Frugter vil bære,
Hvad Dannemark han gav.
Døe kunde jo kun Støvet;
Aanden evigt bestaaer;
Lad falde Efteraarsløvet!
Hist blomstrer den evige Vaar.