Kjærligheds Længsel
(Efter Th. Körner)
(Efter Th. Körner)
O, hvor Natten hellig stille
Daler over Jorden ned!
Hvor den alle Sorger vilde,
Livets Fylde, Aandens Snille
Vugger ind til salig Fred!
Men med en aldrig dulmende Smerte
Rører sig Længslen dybt i mit Bryst;
Slumrer end Alt, hvad der fylder mit Hjerte,
Tier i Sjælen Qval og Lyst:
Kjærligheds Længsel ei dysses ind,
Aldrig, nei aldrig den flyer mit Sind.
Ret som Æols Harpetoner
Vifter blidt en sagte Vind;
Maanen klar paa Himlen troner,
Og med helligt Mørke kroner
Natten Dal og Klippetind.
Men paa sin dristigt stormende Vinge
Løfter mig Længslen ad Himmelens Sti,
Hvor alle Kræfter sig vældigen svinge;
Ak! men i Hjertet er Freden forbi.
Kjærligheds Længsel ei dysses ind,
Aldrig, nei aldrig den flyer mit Sind.
Verden til en venlig Hvile
Slumrer ind i Tausheds Arm.
Phantasiens Blomster smile,
Drømmens Engle til os ile,
For at qvæge sødt vor Barm.
Ak! men endog i Drømmenes Dragter
Længslen mig plager, forlader mig ei;
Aldrig den røres, min Nød den ei agter,
Den gjennem Søvnen baner sig Vei.
Kjærligheds Længsel ei dysses ind,
Aldrig, nei aldrig den flyer mit Sind.
Nattens Timekreds forsvinder,
Østens Rose springer ud;
Glødende, med lyse Kinder
Svæver hen ad Himlens Tinder
Himlens evigunge Brud.
Ak! men Længslen, der boer i mit Hjerte,
Vaagner kun styrket af Morgenens Blund;
Evig forynges den dybeste Smerte,
Plager ved Dag og i Nattens Stund.
Kjærligheds Længsel ei dysses ind,
Aldrig, nei aldrig den flyer mit Sind.