Sophus Zahle (1797–1837)

I Støvet er ei vort blivende Sted,

Og Jorden skjænker ei Aanden Fred —

Til Himlen maa den sig svinge:

I Himlen rinder det hellige Væld,

Som lædsker den Frommes tørstende Sjæl,

Naar Støvet ei trykker dens Vinge.

Nu boer Du hos Gud og den Herre Christ,

Nu skuer Du klart, hvad Du troede vist,

Forbi er din dybe Længsel.

Fra Himlens herlige Stjernesal

Du smiler til Jordens taagede Dal,

Og føler ei mere dens Trængsel.

Nu lever Du hos din Broder igjen,

Og nu har Du fundet vor tabte Ven,

Skal aldrig mere ham savne.

O! beder da for mig begge to,

At aldrig jeg rokkes i Haab og Tro,

At skyldfri I kunne mig favne!

Fred være med din befriede Aand!

Sin Løn den tager af Herrens Haand;

Thi lad os standse vor Taare,

Og helde os trygt til Christi Bryst,

Og søge i Troen vor bedste Trøst!

Da magter ei Verden at saare.