† Peter Christian Bøttger
(1820)
(1820)
Sandhed, Du ubestikkelig rene. Du himmelske Vidne!
Du, hvis retfærdige Dom bestaaer, naar Stjernerne falde!
Vidn med din hellige Røst ved den Grav, som dækker din Dyrker,
Graven, som savner min Ven, og røver min saligste Glæde!
Vidn, at for Verden er slukt et Lys med den klareste Flamme,
Ret som det blussede bedst for Straaler i Mørket at sprede!
Vidn, at for Danmark er død en Søn med det herligste Snille,
Død for Fader og Moder en Søn af de sjeldne paa Jorden,
Ret deres Glæde og Haab og Trøst for kommende Dage!
Død for Søster og Broder den bedste og venligste Frænde,
Broder for hele Verden og dobbelt Broder for dem!
Brudt for Vennernes Kreds det fasteste Led udi Kjæden
Leddet af ædleste Malm, som huldt foreente saa Mange!
Saaledes Sandhed vidner, — og derfor sukke vi Alle,
Græde os Kinden vaad, og vride de zittrende Hænder.
Svæv da fra Himlens Hal ned til de jordiske Dale,
Kraftens hellige Aand, udsendt af Christ og Gud Fader,
Du, som med aandelig Magt din Fred i Hjerterne gyder,
Du, som opløfter vort Sind fra Verdens Trængsel og Qvide!
Skjænk os din salige Trøst, og lad os ikke forsage!
Bring os dit Olieblad, og vist med din hellige Vinge!