Jeg gaaer saa tryg og rolig
Igjennem Livets Dal;
Thi fra min snevre Bolig
Jeg seer en bedre Sal.
De klare Stjerner tindre
Saa mildt paa Himlens Blaa,
De efter Livets Vintre
Et evigt Foraar spaae.
Paa deres blanke Side
Har Tiden Rust ei sat;
Med herlig Glands de glide
Paa Hvælvingen hver Nat.
For Solens Ild de vige
Med taus Beskedenhed;
Men smilende de stige,
Naar Solen daler ned.
O! store, lyse Billed
Paa Haabet i mit Bryst!
Du tidt min Kummer stilled,
Gav tidt mig salig Trøst.
Naar Livets Sol maa dale,
Og jeg i Graven gaae,
Skal hine lyse Sale
For Sjælen aabne staae.
O, Ja! der er en Stjerne,
Som vil modtage mig.
O, Jord! jeg gaaer da gjerne,
Naar Du forskyder mig.
Med Himmelen fortrolig,
Jeg gaaer i Jordens Dal;
Jeg veed, en bedre Bolig
Min Aand modtage skal.