Prof. Freunds Redning
(1833)
(1833)
Den vrede Ægir fnyser
Dybt i sit Muslingslot:
Man ikke mere gyser.
Troer jeg, for Havets Drot.
Gak, Nana! I dit Kammer
Plads Du berede maa,
Hvor Glimt af Solens Flammer
Ei noget Øie naae!
Snart trende sjeldne Gjæster
Jeg henter Dig herned,
To Svende og en Mester,
Fra Gefions Blomsterbed.
Han aander Liv og Varme
I kolde Marmorsteen;
Men mine stærke Arme
Forstene skal hans Been.
Fik han end Kraft at skabe
Af haarde Steen en Gud,
Saa skal hans Kræfter tabe,
Naar mig han æsker ud.
Nu vældigt Strømmen bryder
Mod Baadens svage Brædt;
Og Ægir graadig flyder
Sig frem med lumske Net.
Med stærke Haand han tvinger
Til Bølgen Baadens Rand,
Og hurtigt han den bringer
Til Bundens hvide Sand.
Men, da han atter farer
Op fra ben dybe Grund,
I Garnets skjulte Snarer
De To han finder kun.
Frelst er den kjære Mester,
Beskæmmet Ægir staaer.
Dog, ak! med tvende Gjæster
Han ned i Dybet gaaer.
Velkommen vi Dig byde,
O, Freund! fra Ægirs Harm.
Gid end Du længe gyde
Din Aand i Stenens Barm!
Dig drog mod kraftig Sene
Ægir til Dybets Elv.
Han vilde Dig forstene —
Forsteen Du nu ham selv!