Sophus Zahle (1797–1837)

Naar Digteren sin gyldne Lyra slaaer

I sine salige, henrykte Øieblikke,

Og Sangen, klædt i sorte Ziffre, staaer,

Tilbage Formen er, men Aanden ikke.

Forsvundet er det søde Trylleri;

Han læser, føler, men begeistres ikke;

Apollo fjerner sig, som stod ham bi,

Og lod hans Sjæl af Guddomsskaalen drikke.

Veemodig han betragter nu sit Værk;

Det leved i hans Aand, blev født — og døde.

Som Embryon det var en Kæmpe stærk;

Men Natten følger strax dets Morgenrøde.

Da seer en Anden med beslægtet Blik

Hans Bygning bag det sorte Bogstavgitter;

En herlig Musa han af Himlen fik,

Og henrykt griber han sin Tryllecither.

Nu springer op den sorte Gitterport,

Oplivet atter Digtertemplet bliver.

Den sorte Daage svinder atter bort,

Da Hymnia Apollo Haanden giver.

Sig selv har Skjalden i en Anden kjendt,

Paany han sig i Digterhimlen drømmer;

Nu er hans Svane i sit Element,

Paa Sangens Bølger den til Himlen svømmer.

Det følte jeg saa tidt ved Andres Qvad,

Mens endnu mine laae halvdøde, stumme;

Nu ved din Sang jeg føler stolt og glad

Den største Fryd, et Digterbryst kan rumme.

Rask stiger Fuglen ved din Harpeklang,

Du folded ud den flyvelystne Vinge.

Ledsag mig oste paa min Digtergang,

Naar mig Apol vil Himmelgnister bringe!