Cantate
ved
ved
Reformationsfesten i den danske Kirkes Jubelaar 1836.
Reformationsfesten i den danske Kirkes Jubelaar 1836.
(Til Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn).
(Til Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn).
Hvad Herren planter, frisk skal staae,
Hvor vildt end Storm og Uveir suse;
Det voxe skal og Frugter faae,
Ei nogen Magt skal Spiren knuse:
Af ringe Frø skjød Christi Træ;
Nu gi’er det Millioner Læ.
Hist ved Jordans Bredder ginge
Hyrder i den stille Nat,
Underlige Toner klinge,
Engle svæve for dem brat:
„Hjertet skal ei længer sukke,
„Jorden vi forkynde Fred,
„Himmelen skal sig oplukke,
„Frelse dale ned.”
Hen til Bethlehem de ile,
Hvor en Frelser dem var fød;
Himmelbarnet see de smile
Venligt i Marias Skjød.
Englerøsten end de høre
Og forkynde den med Fryd;
Fatte skal Alverdens Øre
Himlens Jubellyd.
Stjernen funkler i det Høie;
Viisdom følger Himlens Skin.
Østens Vise fromt sig bøie
Ned for Gud med ydmygt Sind;
Knælende de Offer bringe
Til et Barn, i Krybben lagt.
Verdens Herlighed er ringe,
Himmel! mod din Magt.
Sandheds rene Straalevæld
Lys i Verdens Mørke gyder:
Over Flod og Hav og Fjeld
Lyset mægtigt Vei sig bryder;
Herrens Mænd med Iver virke,
Herligt løfter sig Guds Kirke.
Snart der staaer en Bygning skjøn,
Korset paa dens Tinde troner;
Jesus, Guds eenbaarne Søn,
Prise frelste Millioner.
Mange kom med Syndens Smerte,
Og gik bort med trøstet Hjerte.
Ogsaa til det kolde Nord
Lyset kom med Liv og Varme;
Ingen paa den hele Jord
Udelukke Naadens Arme.
De, som sad i Dødens Skygge,
Skulde gaae ved Lyset trygge.
Lyset maa med Mørket stride,
Mørkets Hære hvile ei;
Skyer over Himlen skride,
Spærre Solens Straaler Vei.
Ak! da svinder Lys og Varme;
Ak! da svinder Liv og Lyst.
Vil sig Herren ei forbarme,
Kjender Hjertet ingen Trøst.
Mørket kommer til Guds Kirke,
Taage hyller Korset ind;
Mat kun Lysets Straaler virke,
Slet kun plejes Aand og Sind.
For et Menneske sig bøier
Feig den hele Christenhed;
Dog — Hvo fræk sig selv ophøier,
Styrte skal i Støvet ned.
Herren sig en Kæmpe vækker,
Hvem ei Mørkets Rænke skrækker,
Der ei frygter Verdens Magt.
Skjeppen han fra Lyset tager,
Sandhedsordet frem han drager,
Staaer mod Løgnen uforsagt.
Magten vil hans Isse knuse;
Had og Harme voldsomt bruse;
Herren gav ham Seirens Krands.
Lyset atter venligt skinner,
Korset staaer paa Kirkens Tinder
Atter i sin Himmelglands.
Gud Jehova! som Kraften giver,
Din Magten og din Æren bliver
Fra Evighed til Evighed.
Udbred Du stedse meer dit Rige!
Lad ned til alle Hjerter stige
Dit Lys, din Naade og din Fred!