Sophus Zahle (1797–1837)

Snart Du drog fra Hjorden, ædle Hyrde!

Staven faldt Dig af den matte Haand.

Sjælen sukked under Støvets Byrde,

Baandet brast — til Himlen steg din Aand.

        Danmarks Kirke sørger,

        Ængstelig den spørger:

Hylles nu i Flor hver Bispestav?

Trindt omkring til Nordens Christenkirke

Ginge Præster fra din Læresal;

Under Islands Fjelde, Norges Birke

Du begrædes, som i Danmarks Dal.

        Hvad Du os har givet,

        Følger os i Livet,

Drager med til Evighedens Kyst.

Saxo, Edda, Nordens Undertoner

Fik ved Dig fornyet Liv og Røst.

Under Kæmpeegens dunkle Kroner

Gik Du ofte med begeistret Bryst;

        Ved din Forskerlampe

        Veg fra Oldtids Kampe

Seclers dunkle Skygge, Fordoms Magt.

Hornet svandt med sine sjeldne Runer

Hurtigt, som det dukked op af Muld;

Men saalænge Danerskoven luner

Over Marken, skal din Lærdoms Guld

        Evigt, herligt funkle,

        Mane vort det Dunkle

For hver Grandsker i den gamle Skrift.

Taug da brat din Røst i Danmarks Kirke,

Hvor den mild, som Hyrdens Stemme, lød,

Skal din Aand dog lys og kraftsuld virke,

Og det Ord, som fra din Læbe flød.

        Fromt dit Hjerte brændte;

        Lys din Lærdom tændte;

Aldrig skal dit Navn, din Hæder døe.