Baldrian
(1819)
(1819)
Herr Baldrian, en drabelig Helt, jeg vil Jer beskrive,
Ret som han gaaer og staaer, og som han stedse sig viser
Krigsmand er han, men feig, samt dum tillige og indbildsk;
Derfor underlig viser han sig, hvordan man beseer ham.
Men strax vil jeg for Eder hans bedste Bedrifter afmale;
Strax I ville da see, hvor stor Respect han fortjener.
I den deilige Lund ved Sandbakkeby udi Sjælland,
Hvor den knejsende Bøg i Sølverbølgen sig speiler,
Hvor man spøger og dandser hver Søndag Aften om Somren,
Der forelsket han blev, og opbød hele sin Dandskunst;
For sin Frøken at vinde, han hoppede let, som en Steengeed.
Dernæst og han kruste sit Skjæg og reiste Toupeen,
Saae sig i Speilet, om nu han var smuk, og, naar han saa var det,
Svang han sig op paa Gangeren let, og caprioleerte
Vindvet forbi, hvor den Elskede sad, og lo, naar hun saae ham.
Men vi springe forbi den megen herlige Vinken,
Som beskjæftiged’ ham meer end hele Aaret igjennem.
Bort fra Sjælland hun iler — og Baldrian iler bagefter.
Hun skal dog holde her, tænkte han, hvordan det endog gaaer.
Men ak! aldrig alene han saae den elskede Pige; —
Aldrig hun hørte hans Suk, men at hun saare ham elskte,
Derom var ingen Tvivl; thi tænk, han hende jo laante,
Mens hun i Sjælland var, en Bog med Gildelaugs Viser,
Og da fra Sjælland hun drog, Bogen gjorde det samme.
Men hvorledes han ret skulde vise den vældige Lue,
Som paa hans Hjertes Skorsteen var tændt, det vidste han ikke.
Baldrian var, som vi see, da i en forskrækkelig Vaande.
Men til Lykke en Sovkammerat han havde, som hjalp ham.
Henimod Klokken tre om Natten, da Alting var stille,
Og da de begge var’ gangne til Sengs, Herr Baldrian sagde:
Elskede Ven! jeg tungnem er, men see, Du er kløgtig,
Hvordan skal jeg bære mig ad, for min Flamme at vise?
Du er et Fæ, gjensvared’ han flux, skriv hende et Brev til!
Ja! gjensvarede han, men siig mig, hvad jeg skal skrive!
Jeg veed ingen Ting, men Du er forlovet; dicteer mig!
Du er et Bæst! gjensvarede han, dog jeg vil dictere,
Dog kun et Udkast jeg gjør: Du selv maa sætte det sammen;
Thi jeg er søvnig nu, og ønsker snarlig at sove.
Derved blev Baldrian glad, og sprang saa gesvindt udaf Sengen;
Greb saa en Blyant, pudsede Lyset, og bad ham begynde.
Skriv, at god Du Frøkenen blev, da hende Du skued’
Førstegang; men at meer der kom til, at siden Du elskte,
Sværg ved Himmel og Jord, ved din Ære, hvis ei Du har tabt den,
At Du af Længsel døer, hvis ei hun lader Dig haabe,
At hun er dit eneste Haab, din Trøst og høieste Længsel.
Sæt saa Punktum, og skriv: mit Nussebeens smægtende Elsker.
Tak, min elskede Sovkammerat! men væk mig nu tidlig,
Sagde Baldrian glad, og henreves sødt i Begejstring.
Morgenen kom, og Sovkammeraten i Baldrian rusked’;
Nu er det Tid, stat op, skriv færdig, og gjør dine Ting godt!
Baldrian sprang af Sengen, og bad med klynkende Stemme:
Siig mig det hele Brev! jeg kan ei sætte det sammen;
Tjen mig deri! jeg da Dig gjerne kysser af Glæde.
Fy for Fanden, var Svaret, vil Du mig kysse? Nei heller
Skriver jeg Brevet, naar kun Du lover mig aldrig at kysse;
Sæt Dig da hen, din Klods! og skriv saa Brevet, som følger:
Da først jeg saae Dem, Pige!
Da fik jeg Godhed for Dem;
Men Godheden maatte vige,
Da Kærligheden kom frem.
Jeg har forsøgt at gjøre
Til andre Piger Cour,
For min Kjærlighed bort at føre
Fra Deres skjønne Natur.
Jeg haver om Natten vandret
Med løse Piger ud;
Men det har slet ikke forandret,
Hvad jeg føler for Dem, min Brud!
Ja Brud jeg tør Dem kalde;
Thi De er min Længsel, mit Haab,
Og hele Verden maa falde,
Naar De kun hører mit Raab.
Og giver De mig Deres Hjerte,
Da skal De saamamd ha’ Tak!
Thi bedre det er mod min Smerte,
End mod Snue en Priis Tobak.
Nu gik da Baldrian over at skrive med Blæk paa Contoiret,
Hvad der med Blyant opfanget var ved fortrolige Natbord.
Og med det færdige Brev han iler til Frøkenens Stue,
Hvor hun just sidder i halv Negligé for Theevand at skjænke.
Kjæreste Frøken! saa lød hans Ord, et Brev jeg Dem bringer —
Hvad, et Brev? faldt Frøkenen ind, De sikkerlig skjæmter;
Fjorten Dage De var her; De havde vist Brevet besørget
Før, hvis ei Noget stak derunder. Hun ilede fra ham.
Da blev Baldrian reent perplex, som bidt af en gal Hund.
Og for sin Harme at kjøle sin Puddel Pasop han mishandled’,
Ligesom fordum Pudlen Spilop, da Nanna han elskte.
Kraftløs han over Sophaen laa og døiede Draaber,
Medens de Andre spiste med Lyst af Kjærlighedskage.
Tvende Dage forgaae: til Sjælland atter man reiser,
Og Herr Baldrians Smerte gik med ham over paa Færgen.
Men hvad skeer? I Sandbakkeby en Pige han skuer,
Skjøn som en Rose, den ædlste Sjæl, det frommeste Hjerte.
Ud han rysted’ den Sorg, som laa paa Bunden af Kurven.
Kasted’ saa Kurven bort, og pynted sig atter som Frier.