Den Døende
(1830)
(1830)
Farvel, I Kjære! græd ei ved min Død!
Bag Graven seer jeg alt min Morgen rød;
Dens svale Køling om min Tinde vifter.
Jeg drikker alt din Dug med tørslig Mund,
Du himmelklare, hellige Morgenstund,
Hvis lyse Glands med Natten aldrig skifter!
Græd, Elskelige! ikke ved min Grav!
Forlade maa jeg Tuen mørk og lav;
Men Evighedens Slette sig udbreder.
Grant skuer jeg det skjønne Paradiis,
Hvor Davidsharpen toner til Guds Priis,
Hvor Lysets Engel huldt om Glæden freder.
Mit korte Jordeliv, det er forbi;
Men hist jeg hører Himlens Harmonie.
Ei slukkes Lyset, nei! nu seirer Livet.
Gud kalder Aanden. — Tag Du den, min Gud!
Og lad min Brøde være slettet ud!
Min Synd, min Svaghed være mig tilgivet!