Sophus Zahle (1797–1837)

Hvo vinked’ os til denne Kreds?

Hvo fletted’ Glædens skjønne Kjæde?

Hvo bød os her saa veltilfreds

Til Høitidsfest at tage Sæde?

Ei er det Ungdoms Rosenkrands,

Der straaler her i liflig Glands.

Men see! ærværdig Alderdom

Staaer mellem os paa Vinterdagen,

Og smiler ædel, glad og from,

Skjøndt Vaar og Høst forbi er dragen,

Skjøndt meer end trende Snese Aar

Har sølverbleget Issens Haar.

Derfor vi samled’ os til Fest;

Vort Stamtræ her vi Krandsen bringe.

Hver, som indtræder her som Gjæst,

Du saae som Knop og Qvist udspringe:

Thi lægge vi for Stammen ned

Vor Hyldest med Ærbødighed.

Ja! gamle Moder, from og god!

Med Ære staaer Du mellem Dine;

Hvor Mængden faldt, Du freidig stod,

Og hørte rolig Stormen hvine.

Gib end Du længe blandt os staae,

Mens Aar oprinde og forgaae!