Til A. W. Brorson
(d. 10de Nov. 1823).
(d. 10de Nov. 1823).
Første Stemme.
Af Himlen ingen Børn Du fik,
Og dog er Du den bedste Fader;
Dog træder Du hvert Øieblik
Imellem glade Sønners Rader;
Der ingen Krog i Danmark er,
Hvor ei man Dig en Fader kalder.
Hvor Manden, som var Yngling her,
Ei mindes glad sin Ungdomsalder.
Chor.
Der ingen Plet i Danmark er,
Hvor ei man Dig en Fader kalder,
Hvor Manden, som var Yngling her,
Ei glædes ved sin Ungdomsalder.
Anden Stemme.
Mørk staaer den herlufsholmske Skov,
Novemberstormen Kronen ryster;
Det friske Løv blev Høstens Rov,
Snart Vintren naaer de danske Kyster.
Men kunde Flammen i vor Barm
Sin Ildkraft i Naturen gyde,
Da blev Novemberdagen varm,
Da vilde Skoven Blade skyde.
Chor.
Ja! dersom Flammen i vort Bryst
Naturen med fortrylle kunde,
Sprang Skoven ud med Foraarslyst,
Lød Nattergalens Sang i Lunde.
Tredie Stemme.
End slutter Skoven i sin Favn
Et Træ, hvis Green med Blade gynger;
En Krands af den dit elskte Navn
Betydningsfuldt og smukt omslynger.
Mod Himlen Egen løfter sig.
Dybt Rødderne i Jorden skyde:
Dens Blade passe sig for Dig,
Du Ærens bedste Løn bør nyde.
Chor.
Mod Himlen Egen løfter sig,
Dybt Rødderne i Jorden skyde:
Dens Blade passe sig for Dig,
Du Ærens bedste Løn bør nyde.
Alle tre Stemmer.
Hvis noget Træ i Skoven bar
En Krone, som ei visne kunde,
Den rette Krands for Dig det var;
Thi aldrig gaaer dit Værk tilgrunde.
Hvad Du i Rand og Hjerte strøer,
For Evighedens Have grønnes,
Og den Bedrift, som aldrig døer,
Den virker her, for hist at lønnes.
Chor.
(Hele Verset).
Hvis noget Træ i Skoven bar etc.