Sophus Zahle (1797–1837)

Den er forhaanden, din Fødselsdag;

Den jeg indvier til Glæde,

Den jeg erindrer med Harpeslag

Paa Løvhyttens grønne Seede.

Der sidder jeg under Bøgens Blad,

Og folder fromt mine Hænder,

Og beder til Gud saa rørt, men glad,

Og Øiet mod Himmelen vender.

„Gud Fader! som hører Svagheds Raab,

„Der fromt i Sind Dig paakalder!

„Du, som gav Aanden om Livet Haab,

„Naar Støvets Dække nedfalder!”

„Sku til din Tjener i Støvet ned!

„Han bedende for Dig knæler.”

„Vel veed jeg, — Du est Alvidenhed,

„Du veed min Bøn, før jeg mæler.”

„Men Hjertet ved Bønnen lettes dog,

„Og Sindet til Gudsfrygt stemmes,

„Vort Haab og vor Tillid styrkes, og

„Vor Kummer ved Bønnen glemmes.”

„O leed den Gode saa mildelig,

„Du mig til Broder har givet!

„O leed ham, at han maa ligne Dig,

„Og seierig gaae gjennem Livet!”

„Ja lad ham seirende stedse staae

„I Kamp mod Synd og mod Laster!

„O lad det Lys i hans Sind fremgaae,

„Den Dyd, som alt Tant omkaster!”

„Men lad og de Roser for ham groe,

„Som Livets Goder vi nævne!

„Lad Lilier og Roser ham omsnoe,

„Og Sted til Torne ei levne!

„Lad og den lille Forglemmigej

„Beskedent i Krands sig vinde,

„Som kan ham være paa Livets Vei

„Om mig en venlig Kjærminde.”

Saa sidder jeg med Harpen paa Skjød,

Mens Tanken høit opsvinger;

Saa sidder jeg fjernt fra Livets Nød,

Opløftet paa Tankens Vinger.

Saa sidder jeg her ved Bækkens Bred,

Og beder for Dig, min Broder!

Velsignelse for Dig kalder ned,

Og ønsker Dig Himlens Goder.

Ei Andet jeg har at skjænke Dig,

Ei Guld eller andet Smulder;

Men dette Qvad Du tager fra mig

Istedetfor Guld og Smulder!