Margretha bygged her sit Slot
I Danmarks gyldne Tid.
Her, sagde hun, her er det godt:
Naturen smiler blid
Og lønner virksom Flid
Med mange Fold af Agrens rige Grøde.
Og ofte rulled Aaret om
Fra Margarethas Tid;
Men aldrig der til Borgen kom
Meee Hjerte, Aand og Vid,
Meer Dannished og Flid,
End da den favned Dig, o Wilhelmine!
Den store Dronnings lyse Aand
Beundred hendes Old.
Tre Sceptre tog hun i sin Haand,
Tre Kroner i sit Skjold.
Men var Margretha bold,
Du hendes Storhed naa’de i det Mindre.
Tre Krandse Du Dig flættet har,
Meer værd end Kroners Glands.
Du Fromheds Lilier stedse bar
Og Kundskabs Egekrands;
Og Du med ædel Sands
Dig Huuslighedens Vedbendkrone slynged.
Du Dronning er paa denne Borg;
Dig hylde vi med Lyst.
Fjernt flygte fra Dig Glimt af Sorg,
Du Sorgens hulde Trøst!
Gid Glæden i dit Bryst
Belønne Dig for dine høie Dyder!