Sophus Zahle (1797–1837)

Flora smiler alt bag Rosenhækken

Med sin friske Krands om blonde Haar;

Nymphen nynner alt sin Sang i Bækken,

Mens i Busken Nattergalen slaaer:

Lyse Vaar er kommen.

Mens Naturen aabner Bommen

Kunsten lukke maa sin Tryllesal,

Gjerne vi igjennem Bommen vandre,

Drikke Sundhed af Luftalfens Skaal.

Kunsten har os knyttet til hverandre,

Nu vi ogsaa tye til samme Maal.

Alle vil vi søge

Hallen af de lysegrønne Bøge

I Sjølundas friske Rosenmai.

Gid da nu sig Alle herligt fryde

Ved den unge, yndige Natur!

Mens Guds store Drama vi kan nyde,

Vi forlade Stadens lumre Buur.

Nordisk skjønne Egne

Blomstre om os allevegne,

Som et Nordlysglimt af Paradiis.

Ei Thalia vil sin Klynge miste,

Den er hende altfor dyrebar;

Men med Flora vil hun ikke tviste,

Hun i Vaar og Sommer Fortrin har.

Men i Vintrens Kulde

Smelter hun med sine Blik saa hulde

Kjedsomhedens, Mørkets kolde Iis.

Kun et kort Farvel Gudinden siger,

Takker Alle, som har hende kjær;

Midlertid hun til sin Himmel stiger.

Henter Blomster, som hun bringer her.

Gid hun maa os Alle

Atter glade til sit Tempel kalde,

Naar Naturen nydes bedst i Kunst!