Mon paa Herreborgen ene
Digteren sin Lyra slaaer?
Sprudler ikkun Hippokrene
Der, hvor Guldpokalen staaer?
Nei, o nei! ved Dydens Kilde
Fløiter Skjaldens Nattergal;
Rene Hjerter, Dyder milde
Er ham meer end Kongers Sal.
Patriarken mellem Sine
Er en Konge, hvor han boer;
Med ærværdig Aand og Mine
Holder han Fornuftens Nor.
Snekken kløver Verdens Bølge,
Gaaer til Glædens sikkre Havn;
Dyder, som et Havfrufølge,
Smile bag den høie Stavn.
Brave Mand og ædle Fader!
Du er Patriarken her.
Hvor din Haand en Dør oplader,
Er Du alle Hjerter kjær.
Vore Hjerter paa vor Tunge
Ønske Glæder til dit Tag:
O, gid end vi tibt maae sjunge,
Fader! paa din Fødselsdag!