For Thalia ved Holbergs Mindefest
(1824).
(1824).
Ulysses foer saa vidt omkring
Og saae paa Verdens Fagter;
Paa Daarens Tant og Abespring
Især han nøie agter.
Den Mand fortjener Verdens Priis;
Han saae paa Daarskab og blev viis.
Ulysses foer saa vidt omkring
Og saae paa Verdens Fagter.
Har Danmark aldrig seet Ulys?
Det skulde jeg dog mene.
Ja! ingen Circes Elskovskys
Og ingen velsk Sirene
Drog Holbergs Tanker bort fra Nord,
Skjøndt og han vidt i Verden foer.
Har Danmark da ei seet Ulys?
Det skulde jeg dog mene.
Hvorfor er ei Ulysses glemt,
Skjøndt mange Secler ginge?
Homer har Harpen for ham stemt,
Ham baaret paa sin Vinge.
Men Holberg selv Homer sig blev:
Hvad Øiet saae, hans Lune skrev;
Derfor bli’er Holberg ei forglemt,
Om tusind Secler ginge.
Bag Norges djærve Klippemuur
Han kraftigt Alvor lærte;
Men Danmarks yndige Natur
Vandt smilende hans Hjerte.
Som mørke Gran ved lyse Bøg,
Der knyttes Alvor til hans Spøg;
Thi dygtig dansk og norsk Natur
Hans Snille har forenet.
Hans Hæderstempel fast bestaaer.
Det kan forvist man sige;
Thi, førend Snillets Værk forgaaer,
Maa Aand fra Jorden vige;
Han er alvorlig, naar han leer,
Man Latter i hans Alvor seer:
Hans Hæderstempel fast bestaaer,
Det tør forvist jeg sige.
Den sidste Slægt skal have godt
Af Holbergs Lattersvøbe.
Han træffe skal med munter Spot,
Og Narrens Daarskab røbe.
Han Manges Feil og Dyder saae,
Og han lod Verden Skatten faae —
Den Skat betales ei med Guld;
Her Hjertet maa betale.