Phantasien vinker blidelig
Aanden til de svundne Barndomsdage,
Mange Glæder end den viser mig,
Hvoraf Mindet kun mig blev tilbage.
Mangen Rose, som jeg tænkte glad
Skulde evig rødmende forskjønne
Lunden, jeg som Paradiis tilbad,
Staaer nu bleg; henvisnet staaer det Grønne.
Held mig! dog i Lunden stander end
Venligt smilende mangen Kjærminde —
Dem vil jeg pleie, ile til dem hen,
Naar Roser jeg og Lilier ei kan finde.
Iblandt dem staaer ogsaa venligt een,
Som sig aarlig denne Dag forynger,
Som staaer himmelblaa og ætherreen;
Henrykt derfor denne Dag jeg synger.