Sophus Zahle (1797–1837)

Hvi mægted’ vel aldrig den fjendtlige Arm

Vort Dannemarks Slette at kue?

Høit blussede stedse i Danfolkets Barm

Den helligste Kjærlighedslue.

Naar Krigsravnen trued’ vor Arne og Fred,

Vingen paa Kjærlighedsflammen den sved.

Med Avind stod Svensken paa lyngklædte Kyst

Og saae paa de kornrige Marker;

Og Britten i Lunden til Søen fik Lyst

Og udsendte Nelson og Parker.

Men, naar de sig nærmed’ den yndige Strand,

Slog Luen i Sejlet og drev dem fra Land.

Den Flamme til Enighed smeltede os:

Den udklækker Blomster i Freden,

Den flammer til Mildhed, saavelsom til Trods,

Den skaber vor Dal til et Eden.

Og aldrig udslukkes den hellige Ild,

Aldrig, mens Hjerter i Danmark er til.

Høit brænder den Flamme i Frederiks Sjæl,

Hans Hjerte til Danmark den knytter.

Den flammer mod Himlen for Frederiks Held

I Borge og laveste Hytter.

For Fredrik med kjærlighedsluende Bryst

Tømme vi Bægret med jublende Røst.