Kalliope
→
Poets
→
Nis Petersen
→
First lines
Nis Petersen
(1897–1943)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Nis Petersen on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Aa — barnlille
B
Barbara Jensdatter sloges i kvag
Birken lo med alle birkes lyse, lette latter
Bring mig een mand — en eneste, som tør sværge
Bring mig en sten af ukendt værd
D
Da det blev efterår, og løvet faldt
Da jeg var ung, sa’ jeg til Sorgen
Da seeren tav, blev der stilhed! Hvad havde han egentlig svaret?
De bad mig: lev dit liv som før
De bar mig hjem
De drømte om ære og kranse engang
De gamle til lidet behag
De kolde nætter, hvor svaner spiler
De mættes gud var tavs og kold som sne
Den dag, da den blindede længsel
Den nat laa vaaren i Strela sund
Den røde tvivl
Den vej, der begyndte, hvor foden gled
Der boede fine fasaner
Der sad en landarbejder i gaar
Der var blomster nok på den skønne jord
Der var stille i cafe „Det røde Hjerte”
De røde pletter, der laa i sneen
De skældte mig for drukkenboldt
Det er sandt, du lille, borgerpæne pige
Det er sket i et land, der er graat som sølv
Det kan komme som en Smerte
Det led mod de frysende stjerners tid
E
En pottemager kender den sødmetunge gru
En susende Knut gad jeg været
F
Fald blide regn, fald sagte
Fordi de rejste altre for Astarte
Først da dit tog gled bort fra perronen
H
Hans mor var altid klejn af vækst
Har du aldrig ligget vaagen under stjernernes forvirring
Har du hørt om den gamle kurer-vej
Hendes øjne var engang som blanke stjerner
Horeungen fra Gilead — røverkaptajnen fra Tob
Hun spurgte mig, hvordan et digt bli’r til
Hvem rider gennem midnats regn
Hver krigsbulletin fra Gob og fra Gat
Hver nat var som en dønning
I
I denne dybe nat skal millioner
I deres hus ved kysten udenfor Tarragona
Intet kom med fred til mit sind
J
Jeg er vandret gennem dødens skyggers dal
Jeg er viet til en drøm om en galge
Jeg fatter, du ængstes i mørket, som lægger
Jeg har eengang kendt en hånd, som nu for længst er død
Jeg samler på de små børns smil
Jeg tænker, mens stjerneskud hvirvler sig ned
Jeg tænker mig, hans fødder blødte
K
Kain — du, der er renere end jeg
Kalder det og klynker det om natten ved dit bål
Krybe, kravle nær ved mulde
L
Landsbyens mumlen naa’de næppe op
Latter — siger du — latter!
M
Man anede lige vejen
Medmindre du er af zigeunerkulør
Mennesket kom imod mig
Mens trommen gik om varme hveder
Min familie har startet i det smaa
Mit land, så langt som jeg kan se, står rejst i vrede
Mørkets — kuldens tid var inde — det var nat
N
Naar det brænder i hjernen af dagens fortræd
Når kirsebærtræerne blomstrer
Naar lomviens unge vaagner en dag
Naar min Bror, den hvide Lilje
Naar solen gaar i dynerne og ta ’r sin seng i brug
Når solen slår hvirvler på ruden
O
og kniven skjult imellem hendes bryster
Om morgenen, netop da dagen
Over de dødes stærkt duftende urtegård
R
Rævene gø’r mod Mars i nat
S
Se — no’en er jo skabt til at danse med
Smaa sirlige tuer med sirlige plader
Som ekkoet af en lurs gjalden
Således, Mariager, som en elsker
Så meget har en dør forvoldt
T
To gyldne sommerfugle fandt hinanden
To hundrede vrag på en bakke
Tyve fingre — tyve, travle bier
Tænk, hvis en morgenstund min kat
Tøvejret kom i den natlige tåge
U
Udenfor snorene sneg han sig smilende ind og ud
Uden ønsker
V
Ved Dag er du bare et irret Rør
Vi kom i den tidlige vaar fra de vildsomme tragter
Violinerne lyver
Vi staar med forseglede ordrer, Kalmukke
