De røde pletter, der laa i sneen,
var stakkels fugle, som frøs ihjel;
— og grønne laa der og graa og hvide,
naar luften isned’ fra bugt til fjeld.
Vi saa dem ligge og fo’r forbi dem;
men stundom standsed’ en mand i stammen
og la’ en fugl mod den nøgne brysthud,
mens flokken klagende jamred’ sammen.
Da var en rødkælk paa vej mod himlen,
og det er sagnet, vi alle ved:
Da jordens frelser laa strakt paa korset,
da fløj en fugl paa hans hoved ned.
Da kom en sitrende, lille skabning
— den trak en torn af den hvide pande
— den stak den dybt i sit fuglehjerte
og gik før Han mod de fjerne lande.
Det er en gammel, troværdig sage:
Da jordens frelser blev kastet ned
med tornekronen og ryggen blodig
og panden blank af den kolde sved,
— da ledte bødlernes grumme svende,
fordi de savned det fjerde spiger;
men Jesus smilte til den zigeuner,
der kærligt stjal det — og sagnet siger:
At jordens frelser gav dette løfte:
At hver zigeuner til evig tid
for sin barmhjertigheds skyld tør stjæle;
men gaar hans vej gennem sneen hvid,
og ser han rødkælken isnet falde,
da skal han lægge den mod sit hjerte,
og paa sin færd skal den lille broder
med jamren følges af stammens smerte.