De mættes gud var tavs og kold som sne
og ænsed næppe hadets obelisk,
der som et spyd var rejst mod nattens himmel
— var vendt mod søvnens og de mættes gud.
I gader, dybe, kolde en armee
med saar af sult, med ar af frostens pisk
og hjerter klædt i maanens hvide skimmel
og hadet afmagtstungt vendt mod de mættes gud.
En dagning, graa og trist, som dagen er
for den, hvis seng staar opredt overalt,
og hvem de mættes hunde øder lejet
— en saadan dagning hilste København.
Det var en gry i altfor tynde klær,
og morgenrødens frysende gestalt
laa ubeslutsom, før, alt overvejet,
den slæbende drog ind i København.
Han kom — kun natten naadig ved hvor træt;
saa mager som et ranglende skelet;
med øjne som paa een, der nys har grædt. —
Men ingen taarer — ingen angstens graad
og ingen uforløste skrig om raad:
kun mørkets støvregn gjorde kinden vaad.
Det meste af en nat laa bag hans skridt,
og lysende som kridt mod ebonit
gik han endnu — gik gusten — sammenbidt —
— med maveskindet ind mod ryggens ben.
Af sult. Mens kvinderne, der mumler: „— Min syren,
min blomst — kom med!” . . . . . til mandens meen —
— skyndsomt blev tavse, naar de saa hans blik.
Hans blik, der var en dødningebutik
med had og frygtsomhed og galgens strik.
(Skum eller bundfald: saadan gik han!
Og med en sten i lommen.)
Men det, der holdt ham oprejst var en sten;
den samme sten, der tyngede hans ben
og gjorde morgenvæden god og ren.
En løfterig og rædsom sten, som snart
— klædt i sin klud og slynget i en fart —
skulde forlene ham med blot en part —
— en ringe part af gadens tons af mad;
— brød eller kød — hans sten var lige glad
— og lige stort hans hjertes store had.
Dog større var hans bæven og hans frygt,
og blodet i hans lemmer bad ham: Flygt!
og marven i hans knogler skælved’ sygt.
Men sult — den drevne rytter red hans sind;
og blodige jog rædslens sporer ind;
— sult eller rædsel — vælg! sa’ nattens vind.
(Skum eller bundfald: saadan gik han!
Og hullet i hans lomme slap dens sten.)
Han kom — kun natten naadig ved hvor træt,
og stenen i hans lomme gav ham ret:
hvert væsens adkomst er at blive mæt!
Kun rædslen stritted’ rystende imod;
— den bandt hans haand og lammede hans fod;
— til endelig han samlede sit mod. —
Og se: hans venstre haand fandt lommen tom!
Væk var hans valg, og borte var hans dom,
og stenen vendt derhen, hvorfra den kom.
Da ranked’ han sin ryg endnu engang,
skønt sulten stadig paa hans skulder hang,
og dagen foran syntes haabløst lang.
Men her skred han udadlelig afsted,
og kun de sejrendes tre slags fortræd:
træthed og sult og kulde fulgte med.
Skum eller bundfald: saadan gik han.
I denne stund stod morgengraaet op
svagt lysende paa sundets spejl af is,
der blygraat spejlede en blygraa himmel
— tungsindigt lukket over København.
I gader som kanaler sultens trop
slæbt ind fra landsens tusinder forlis
med hjerter klædt i graaets blygraa skimmel
og humpende igennem København.