Kirkebogen for Kvalbo-Trangisvaag
pastorat oplyser, at en trediedel af
den mandlige befolkning omkommer
„uden for hjemmet” . . . . . d. v. s. paa
søen eller fjeldet.
Naar lomviens unge vaagner en dag ved, at havet har kaldt,
da puffer dens mor den fra reden og følger dens vej, hvor den faldt.
Som et lyn gaar hun ned og griber
sit barn paa vingernes sejl
— taber det, griber det, taber det —
fører det ømt mod det vældige spejl,
til det vugger paa vandet.
Færingens vej er som fuglens — en vaardag har vandene kaldt:
— Kom, barn, vi vil vugge dig varsomt — kom, flygt fra de øers basalt!
Kom med fra de lunende fjelde og op mod det lysende nord.
Vi griber dig, løfter dig, lover dig
færden med livet og døden ombord,
mens du vugger paa vandet.
Kun Han, der ser slangerne parres, og bjerggeden føde sit kid,
veed lomviens tilmaalte dage og færingens tilmaalte tid.
Han udmaaler jubel og klage og afvejer gravfærd og dans, —
Hans vælde er stor som Hans vilje, og intet er stort som Hans glans.
Vi kender jer, færinger, frænder — og kender den færøske nat;
vi ved, at I ikke for intet en vædder i vaabnet har sat.
Kun svæklingen klynker om armod — den stærke har trods i sit bryst,
for ham er det frydefuld viden: Gud skovlede mad om hans kyst.
Han ved, at der ligger en stormunge gemt i hver krog af det land,
og en stump af en storm i hver færing — en glød til en fræsende brand.
Hans trods gi’r ham trivsel i trængsel og tro, naar hans haab ebber ud;
men færingens vej er som fuglens, og havet er færingens brud.
Det er mands værk at hugge paa havet, og kvindens at følge hans færd;
— hans stundom at blive derude og hendes at mindes hans værd.
Det er mands værk at bøde med livet — hun bøder iblandt med sit barn;
— saaledes er boden og prisen, naar stormguden drager sit garn.
Dog — færingens vej er som fuglens — ved vaar kalder havet paany,
og drengene drager af huse mod havet fra bø og fra by.
De ved vel, at livet er flygtigt som Nolsøens tusinde slør;
men to vender sagtens tilbage, om een bli’r derude og dør.
I nat er det høst, og det stormer — jeg mindes den færøske nat,
hvor huldrerne buldrer paa fjeldet, og havene opkræver skat.
Da skælver de stolteste klipper, og søerne pisker hvert skær.
Vaager I, færinger, frænder — i nat vil jeg vaage med jer!