Jeg er vandret gennem dødens skyggers dal;
jeg har skuet ind ad Helvedes portal;
jeg har set, hvad mest jeg frygtede at se;
der var kvinder — de var hvidere end sne;
der var mænd med dette sløve, slukte blik,
mænd, som gik — som bare gik — som bare gik.
Nogle så en mand på dødens vej;
dette genfærd af et menneske var mig;
da de så, at også jeg var blålig-bleg
— å da lo de, og det var som nogen skreg.
Jeg har slæbt mig her tilbage fod for fod;
jeg har atter følt det hamre i mit blod;
jeg har atter vejret døgnets kævl og kiv;
jeg har snuset mod det morderiske liv.
Jeg har søgt den gamle, barske, gode lejr
— der, hvor mænd forbløder, taber, vinder sejr,
mænd med mænds fortjenester og brist,
og de sad her, som de sad her sidst;
een har rakt mig pungen med tobak;
jeg har nikket, stoppet uden snak —
først da ved jeg, at en stol står tom,
og jeg ser mig med mit spørgsmål om —.
„— Skuffet — har han søgt det hvide pulvers fred
for at gå — en blind — mod det, vi ikke ved.”
han, der skræmt gav plads, hvor livet trængte på,
han har ræddet villet ha et sikkert gem,
dengang livet kærtegnslystent bød sig frem.
Eller — å, jeg ved det nu, at han har set
dem, jeg så, og hørt hvor de har let.
Da de så, hvor han var skræmt og sky og veg
— å, da lo de, og det var, som nogen skreg.
Han har vandret gennem dødens skyggers dal;
han har skuet ind ad Helvedes portal;
han har set, hvad mest han frygtede at se;
der var kvinder — de var hvidere end sne —.
Jeg har slæbt mig her tilbage fod for fod;
han er druknet i de skygger, jeg forlod.
Han, der elskede som jeg de små børns smil
— han har rakt ud over svælgets tusind mil,
før han vandred mod et smilløst, fjernt exil.