To hundrede vrag på en bakke
i utalte dynger af lus,
ét hundrede revnede altre,
hvis guder er styrtet i grus.
og lige så mange, som dårligt
med smukke talenter holdt hus.
En bakke ituslagne dukker
— en højst miserabel butik,
et knippe solide kalkyler,
som tilfældigvis ikke holdt stik,
to hundrede tusinde drømme
slæbt ind i en vågen rubrik.
En bøn til den almagt, som glemte
dem højt i sin solgyldne sky,
og lidt mildt og uskadeligt thevand,
når solen står op over by,
flankerer det stinkende leje
— og det er den hele meny.
To hundrede viljeforladte
går ud for at redde lidt mad
— to hundrede vender tilbage
ved nat fra den dirrende stad.
— to hundrede lægger sig matte
i rækker som sild på et fad.
To hundrede vrag på en bakke —.