Den vej, der begyndte, hvor foden gled,
og ender — ja, hvem ved hvor!
— Din vej, vagabond, og min vej med,
den vej, som de fredløse fo’r.
Den hvide vej, som du ikke kan fly;
som slap dig ved nat og greb dig ved gry,
beslog dine støvler med milenes bly
— ave det folk, der fo’r den!
Den vej, du har søgt, som du daglig har mødt
et leje, en flaske, et trug;
— den vej, som lå tegnet, fra før du blev født
i nervernes net i din bug,
den vej, vagabond, som du rækker imod,
som gyder det hedeste had i dit blod,
som kysser — som favner — som sårer din fod
— ave det folk, som fo’r den!
Forbandet den vej, der er din vej som min
— forbandet de mødige mil
— forbandet de flade, gemytlige grin,
hvor hjerterne bad om et smil!
Forbandet den tågede dag, vi gik vild,
forbandet den vej, som vi viedes til
— forbandet — forbandet den vej, men hil
— ja — ave det folk, som fo’r den!