Jeg har eengang kendt en hånd, som nu for længst er død
— stiv var den, krum var den, hård og ru og rød
— det var den, jeg kasted vrag på, denne skønne, magre hånd,
før de skiltes støv til støvet, ånd til livets væld af ånd;
men jeg gav jo, å så gerne, et af livets bitre år,
hvis den eengang måtte stryge som et kærtegn i mit hår.