De drømte om ære og kranse engang,
og stjerner skød glimt i de sange, de sang
mod fanernes vinken fra stage og stang.
I flok gik de frem — en ubrydelig blok;
de første faldt fra — men endnu var de nok
— endnu var der fest i en klud paa en stok.
En svækling kan staa, og en slyngel kan slaa,
naar fjender i ondskab og vildskab gaar paa;
— men gaa mod et maal, som man aldrig skal naa —
Bekranses af kvinders kælne kohort,
som kranser en ny, før dagen dør bort.
At vandre og vandre og komme tilkort —.
Det gør, at de kæmpende mænd giver op
— en sælger sin sjæl, og en døder sin krop,
og fejgheden gø’r i en messende trop.
Men sidst gaar de trætte — de dødtrætte mænd,
som ved, det er stort, om der bliver igen
af sejr, naar den sidste fanfare dø’r hen —
Det sind, der tør glemme de mødige fjed
— tør ende sin vej med at bøje sig ned
og kysse det støv, som det trættedes ved.