Uden ønsker — kun fordi lilje-
konvallerne havde kaldt —
sad vi paa den gamle bænk.
Paa jorden rugede natten som en
sort høne. Ind imellem klukkede hun
— moderligt; — og man blev glad
og følte sig tryg under hendes hjertes
slag og de vældige vinger.
Du sad, tænksom, i tavs venten —
en lille fornuftig kylling, der intet
har at gøre andet end at bie paa
morgenen.
Til natten rejste sig — som en høne,
forsigtigt, for ikke at træde paa de
smaa; — og solen søgte dit matte haar,
før den søgte noget andet.
Og du vendte dit ansigt imod mig,
forvirrende som en ny dag og som
duften af mange slags blomster.