Naar det brænder i hjernen af dagens fortræd
— af livet, som lo, hvor man ikke var med;
— aa, da er det lise at spore sin hest,
at jage, hvor sletten er værst — er bedst;
— at gaa mod den kølige, hjemløse vind;
— at skvulpe i natten — en døv — en blind —.
Det hænder, der brænder i hjernen en ild;
— en glød som en Helvedes funke, et spild
af hede, af lede ved løgn og ved tant;
af kval ved at lede, hvor aldrig man fandt;
— af leg og af løfter, som aldrig blev daad;
— af sviende smerte, som ikke blev graad.
Men da er det lise at spore sin hest;
at drive mod sønder — at skvulpe mod vest
kun fulgt af en dreng paa det maalløse ridt
ad vildene vej over sand og granit;
— en dreng, der er stum som en stjerne er stum,
og som mørket er stumt i det mulmende rum.
I saadan en stund er man selv og ens hest
en duvende rytme — en gudernes gæst.
Og vinden, der vifter, er summende sang
med hovslagets plaskende, klirrende klang
i trommestikstravende, trippende il
paa skinnet af stjerneskudslysende mil.
I saadan en stund er man festligt spændt ud:
— en dug paa en lanse i næven paa Gud.
Og da er man selv, to heste, en dreng,
der skvulper som bedst over hede og eng,
en bølgende hær og et vuggende hav
af tusinde foler i tordnende trav.
Forkullede løfter vil grønnes og gro,
hvor jorden berøres af folernes sko,
og hjertet, der var som en kølig rubin,
vil risle og skælve med varmende vin.
Og Himlen vil løftes paa søjler af ild
fra lænkede stjerner, som aldrig fo’r vild.
Til daggryet finder ens hest ved dens stald,
og morgenen minder om lysenglens fald,
naar solen staar op over menneskers færd
med virke af trældom og kummerligt værd
— med smil som af lede — med graad som af lyst;
— og hjertet er haardt som rubin i ens bryst.