Om morgenen, netop da dagen
sendte sine titusinde spyd mod
nattens bryst, stod min elskede op
og gik til sit dueflag. Der tog hun
sit rygte, den hvideste af alle duer,
og hun kyssede den og smilede uden
skyld, som et barn smiler, før hun
lod den svømme paa solens lysende
glitren ud af den gamle have, hvor
de guldrøde roser brænder.
Sent paa dagen fandt jeg den paa
min vandring. Dens vinger var søn-
derrevne og tilsmudsede af blod, og
dens hoved laa tungt ind mod ste-
det, hvor dens stakkels hjerte ham-
rede. Paa trappen ind til landsbyens
ærværdige kirke laa den gamle hale-
løse kat, sladderen, med hvide dun
i mundvigene og et fromt udtryk i
det eneste grønne øje.
Jeg tog den hvide due, rensede den
med olie og bar den hjem i duesla-
get, og da det var gjort, gik jeg mod
huset, hvor min elskede sad — og
hun smilede mod mig, som et barn
smiler, lykkeligt og uden skyld.
Da natten tøvende gled frem over Lilje-
konvalbjergets fod, satte hun frisk
mælk ud til de stakkels herreløse
katte, og med en angst lille latter
løb hun tilbage og gemte sit hoved
ved mit bryst.