Der boede fine fasaner og duer med matblaa glans
side om side med væsner med guldtop og silkesvans.
Alle havde tilhuse i og elsked en gammel gran,
til vinden en dag blev til vestenstorm, og stormen til en orkan.
Vindene skreg; — men granen lo og bed sig blot bedre fast,
og den lo endnu, da den mærkede, hvor røddernes trævler brast.
Stol kun paa mig, I elskede! lo den midt gennem brøl og orkan;
— men den tredje dag fløj en silkesvans, og den fjerde en ung fasan.
Den femte morgen gik Dødens kys som en skælven til granens top;
— men da var hver eneste guldfugl væk og duernes kurren hørt op.
Der faldt et sitrende taaredrys af naale ved træets fod,
da en spæd, lille stemme gispede: — Jeg er her endnu — fat kun mod!
Da vindene tav, og solen brød hul i skyernes sorte skal,
laa et brunt og koldt, lille egern knust under granens fald.
Min bror! lad os se i vort hjertes gæstfri og glade gran,
om vi finder et brunt, lille egern, før vi knuser det i en orkan.