Først da dit tog gled bort fra perronen,
og sporskiftet svinged’ for mit,
mens en broget og fin lille vante
fra kupedøren hilste mig blidt
— først da vidste mit hjerte, du søde,
mens min glæde stod op fra de døde,
at de øjne, det haar og de hænder,
det var dig, det var dig, det var dig.
Genstridige hjerte, der gøder din ager med tvivl.
Som tøvende giver det løfte, din elskede venter;
— som tror, at de ar, en tornefuld verden har slaaet,
skal bruges til dække igen og igen og igen.
Et taabeligt, ondt, gammelt hjerte har du, min ven.
Naar Gud, den barmhjertige, skrev paa dets vigende væg
med sin brændende finger
det navn og de øjne, den sjæl, du mødte i dag . . .
du mere end tav, naar du tøvende talte . . .
talte de ord, som din elskede vented’,
mens tvivlen hamred’ din sjæi
og kummerligt farved’ din tale.
Hun vilde, du skulde forme de ord til en skaal
og fylde dens runding til randen med glitrende ømhed
og knælende række den læskende kalk op mod hende
som din fattige tak for en kostelig gave.
Du mere end tav, naar du tøvende talte.
I dag kan jeg bære en klode paa skuldrenes leje
og kæmpe med hvæsende stjerner her, hvor jeg staar.
I dag kan jeg hule min haand for begærligt at fange
og drikke de salige smil fra i dag, fra i gaar.
Og tvivlen, som hamrer sit haarde for silde, for silde
. . . saa lidt, som en tømmerstok spærrer et vandfald dets vej
— saa lidt kan det dæmpe det jublende, brusende hjerte,
som syngende ved, det var dig, det var dig, det var dig.