Der var blomster nok på den skønne jord,
blomster så skønne, som man har ord
— blomster i bed og urter i bur
— vilde og bristende fyldt med kultur —
bøjende ho’det, da tusmørket kom
— det skylled’ tungt som en vårtung flom
endnu med duft og med suk og trøst
— og natten kom som en flom af øst —
Kun åkanden sank som en stjernebrand
— sank i sit dyb af barmhjertigt vand
troløst forladt af sin sol, sin skat,
og da var det nat — var det bundløs nat.
Hun sank — du ved, hun var skær som sne! —
da solens smil blev til natteve
sank, som da åkandens kalk gik ned,
og angst tog plads, hvor der før var fred.
Der var kvinder nok på den skønne jord,
kvinder så skønne, som man har ord
— som blomster, der står i et blomsterbed
og udstråler idel retfærdighed;
— som blomster, slængt i den vilde skov,
og blomster, brudt til en stunds behov
— blomster med sær og krydret duft
fyldte den brændende natteluft.
Dog — alle dufte og alt det liv
veg for den hvisken i søens siv
om én, der sank — om en segnet sjæl
— en blomst trådt sønder af nattens hæl.
*
Det blev ingen nat som en vanlig nat,
men tom for vej som en vildskovs krat,
og intet mulm som det mulm, vi ved,
der sænkes nådigt med søvn og fred —
Men bedst som byrden — vi ved, det sker! —
næppe er til at bære mer’,
kommer en kraft af barmhjertighed
og virker, at byrden kan kastes ned.
Bedst som mørket tungsindigst lå,
løste en plet sig fin og grå
ud af mulmet — og hvid og skær
lyste den blomst, der var mig kær.
Dér af det blinkende, dybe vand
skød den så blank som en stjemebrand,
folded’ sig ud og kaldte: Skat!
Og solen sprang ud af den kolde nat.
*
Hvilket under kan kaldes størst
— blomsten, som lå der fin og først
råbende spædt fra sin flydestol:
— sol — min velsignede, søde sol!
Eller den angrende sol vendt hjem
sløret af dagningens tårebræm
råbende over en nats bekomst:
— Blomst — min velsignede, hvide blomst!
*
Ingen ved dog vel alt i alt
hvem af de to, der først har kaldt.
Hjerters råb er et flygtigt nu;
underet, barn, er du — er du!