Min familie har startet i det smaa
som en sejg og haardt brændt stok forspændt en ko;
men fra før vi — saa at sige — kunde gaa,
var for bondemanden stadig vi sparto.
Saa kom jernet, og min mundfjæl fik beslag,
og et langjem skød sig ned fra trækkets stang.
Ko blev hest, og furens slyngning trak sig strag
over stenet ager, eng og muldtyk vang.
Siden gik det slag i slag fra aar til aar.
Jeg fik traktor for og skar med mange skær.
Jeg har travlt i sildig høst og tidlig vaar
under al slags sky og al slags Herrens vær.
*
Jeg har ligget i et lapplandsk, iskoldt fjeld
fjernt fra skoves læ og træskohalm.
Men et ekkofulgt og knivskarpt smæld
løsnede vor blok af erts og malm.
Noget af den blev til klokker støbt
— andet fælder klingert krat og skov.
Noget lyner frækt i nikkel svøbt.
Jeg blev — naa, ja jeg blev altsaa plov.
Saadan er vi blevet lidt af hvert
— lutter tjenere, hvor vi bli’r sat.
Og om livet bliver lidt kontrært,
strækker vi vor plovaas og ta’r fat.
*
Der er malm af vort, vi bitterligt begræd
— det, der tjener i den store krig
— det, hvis maal er harme og fortræd,
og som pløjer mellem unge lig.
Fælles vugge har vi engang haft
under fjeldets rypers vingefang.
Vi har sammen suget bjergets rene saft
— sammen hørt paa ulves midnatssang.
Ak vi drikker ikke samme moderbryst
— tjener ikke samme sag og maal.
Lad os glemme, hvad vi kan, af drab og dyst,
lad os glimte med vort blanke staal.
*
Min mission — bogstaveligt — er ligetil.
Op og ned og ud og hjem i regn og sol.
Grave furer, vende muld til lærkespil,
gaa i ruskvær som et kært symbol —.
Som symbolet paa taalmodig flid
gaar jeg støt og glidende og rankt,
og min bondes hele slæb og slid
er at lade mig gaa staalet blankt.
I kan roligt skifte guder, skifte kaar.
Skifte vaner og i ny og næ behov.
Vi er to, som uforanderligt bestaar:
det forunderlige hjul og bondens plov.