Vi kom i den tidlige vaar fra de vildsomme tragter,
hvor fuglene, tynget af ild, gik til hvile paa isen;
— hvor slanke, smaa ræve gled hvide og vævre imod os,
og ensomme ulve har tudet mod nordlysets tæpper.
Een vidste om vin, der var visnet i glimtende kalke;
— een tav, og hans tavshed var tung som en knugende tynge;
men flest var dog de, hvem havørnens hærskrig fik hugget
sit bomærke dybt i de hjerter, vi fordum holdt af.
Men her er det hændt, naar vi vandred’ i foraarets nætter,
at svaner har roet paa himlen som graa galleoner
tungt lastet med lysende latter og ældgammel visdom
og fyldt vore hjerter paany med det perlende budskab:
at den, der er sand mod sig selv og mod den, som han elsker
— for ham er de syngende stjerner kun fuldgode venner;
— de drikker hans glæde, som pigen vil møde hans favntag
og søge hans læber — og give ham tifold tilbage.
Og svanerne bød os at sige det samme til eder
— til jer, der er unge, mens vaaren gaar ind over Danmark —
at stjernerne synger, og natten er sløret af sødme
for den, der var sand mod sig selv og mod den, som han elsker.