Bring mig een mand — en eneste, som tør sværge
ved sin mo’rs minde, at han aldrig gik op mod
et pas — at han aldrig stod op for at gaa
mod et pas, der skulde føre ham mod et land,
hvor man ikke behøver ros, fordi man taler
sandhed.
Hvor mange vendte om . . . . hvor mange vendte
med velberaad hu ryggen til højderne og gled
tilbage ned i dalen . . .
I hvert fald ikke alle . . . . . .
Og hvor mange naaede igennem?
Dog nogle . . . . . . . . . . . .
Jeg besværger Eder, vinde! — at gaa . . . . ikke til
dem paa den anden side, men til de taaber,
der byggede bo i passet . . . . . til de taaber,
der spærrer passet . . . . . . . . . der forurener
passet . . . . . . . . . . .
Vilde vinde! — voks til en orkan, der driver dem
ned eller tilbage . . . . . . . . . for deres sjæles
skyld . . . . . . . . . . og for vor skyld, der har
ranslen snøret . . . . . . . .